Om sangene
Sangene på Count To Ten er skrevet over de sidste par år - siden In The Red.
Et overordnet tema må siges at være den evige bevægelse - hen mod noget / væk fra noget, som vel er en naturlig konsekvens af, at mit liv de sidste 3 år har været én lang turné. Hvis man ikke er rastløs og rodløs, når man går ind i sådan et liv, så bliver man det ihvertfald undervejs...
Jeg tror ikke, jeg vil skrive så meget om de konkrete tanker og historier, der lægger bagved og har bygget op til hver sang - det kommer altid til at lyde så fladt og småt.
Men lad mig alligevel prøve at skrive lidt om hver sang..
Count To Ten
Jeg lå i en hotel-seng i Washington DC, da jeg startede Count To Ten. Jeg var netop kommet til USA for at tage hul på en længere turné og i det hele taget et helt sindsygt travlt forår, som man også kan se under "tidligere koncerter" / "2006".
Jeg var overvældet og stresset og ikke mindst langt væk hjemmefra.
Jeg følte mig meget lille og alene i en stor verden; der foregik en hel masse ting i mit liv og mit hoved, og ordene væltede ligesom bare frem, da denne sang tog form...
En sang fra dét sted, hvor det hele bliver for meget, hvor man føler sig fuldstændig hudløs over for omverdenen, og hvor det eneste, man kan gøre, er at lukke øjnene lede indad efter en mening med det hele...
On The Run
On The Run startede som en helt anden sang - den har haft et meget underligt liv indtil nu. Den var bygget op omkring et vers, jeg havde skrevet på en af mine utallige lange gåture rundt i mit "hood" i London.
Første vers sagde fx:
"I am walking down the street like I’ve done so many nights
To the steady beat of my heals on the pavement
’neath the streetlights
I am looking through the windows at safe an homely lives
I am thinking to myself ”Thank God, I’m out here beneath the streetlights
’neath the streetlights”
I can go anywhere I like
No-one asks anything of me
I can go straight or left or right
Go home with any man I see"
Og så ind i omkvædet...
Omkvædet havde jeg "fået hul på" på kunde-toilettet på det lille spillested "Call The Office" i London, Ontario (Canada) på en turné med Teitur. Mens han havde lydprøve, stod jeg ude på toilettet for at få lidt fred og ro og lidt go' rumklang fra fliserne.
Denne version spillede vi live på december-touren i 2006, og vi nåede også at indspille den til pladen, men jeg blev aldrig helt tilfreds med verset, der manglede melodisk direkthed...
Til gengæld havde jeg et vers, som jeg havde skrevet et halvt års tid forinden. Til en radio-koncert på et universitet i West Virginia havde jeg gået rundt på gangene og sunget "I wake in the morning with one thing on my mind...etc"
Men hertil havde jeg aldrig fundet et omkvæd.
Og pludselig kunne jeg høre, at det var én og samme sang, skrevet på samme stemning og samme tema, og at de hørte sammen som fod i hose - and the rest is history...
Open Wide
Jeg kan ikke huske, hvornår jeg påbegyndte sangen, men jeg kan huske, at jeg spillede en løs demo for Mark Weston - ham, der synger på Notes - for noget tid tilbage. Men ind imellem, når jeg sidder derhjemme og indspiller demoer, bliver de meget tunge og sløve, fordi jeg først lige skal finde melodien og "sangen". Denne demo var nærmest i halvt tempo i forhold til, hvordan sangen er endt ud. Jeg kunne mærke, at han ikke helt tændte på den, og jeg sendte den ikke med, da jeg sendte demoer til bandet, inden vi skulle i studiet. Men da vi så var næsten færdige med at øve til pladen, kom jeg pludselig i tanker om den, og under en kaffepause satte jeg mig hen til drengene med en guitar og sagde: "Jeg har forresten lige en sang mere; en sang om at finde en go' balance imellem, hvor meget man giver og tager - om at forholde sig åbent og givende til alle mennesker, uden at give så meget, at man kører sig selv i underskud."
Og så spillede jeg Open Wide, nu en hel del hurtigere end demoen, og bandet fløj straks op af sofaen og spillede med, og nærmest fra starten lød det, som det lyder på pladen. Nogle sange spiller bare sig selv - det er fantastisk, når det sker, og jeg er sgu glad for, vi fik den med!
Night Cab
Endnu et eksempel på, hvordan sange finder én af snørklede omveje. Det første, jeg husker om Night Cab, er at jeg for længe siden sad på en bagtrappe i et studie lidt uden for London. Jeg sad og "improviserede" lidt over en stemning, jeg kort tid forinden havde fundet mig selv i på en lang taxa-tur gennem Philadelphias natteliv. Jeg havde siddet i min egen lille boble på bagsædet, efter en følelsesmæssigt kaotisk aften, og kigget ud på "den (u)virkelige verden", der fløj forbi uden for. Ind imellem flakkede mit blik hen på taxametret, hvor prisen steg og steg og steg med "Black Cab"-raketfart, og jeg husker at jeg havde en underligt ren, rolig og kølig følelse i kroppen ved, at der var penge imellem mig og manden på den anden side af glasset; at jeg så at sige betalte for hans stilhed; betalte for, at vi kunne forblive fremmede i hver sin verden. Ingen spørgsmål, ingen komplikationer - jeg betalte for rene linier.
Så dér på bagtrappen sad jeg og sang Night Cab-epilogen "It's an expensive ride but I love the sound of cold coins falling from my hand into his. Carry me through the night and ask me nothing but what my destination is. And all I can say is... (Head on, move on, go on, drive on) Keep driving..."
Senere hen kom resten af sangen ret naturligt. Først hang de to ting sammen, så nummeret gik direkte over i epilogen i stedet for at gå tilbage til "The raindrops on the roof of the car..." men jeg syntes selve nummeret fortjente at blive ridset lidt skarpere op, og jeg syntes samtidig, det ville være en rammende afrunding af pladen at lade outroen stå alene som en lille "konklusion"...
You Know Better
You Know Better er et eksempel på det modsatte: en sang, der kommer hurtigt og naturligt, uden at stritte imod. Jeg sad og læste tilbage i gamle emails og faldt over én, jeg havde skrevet til min mor nogle måneder forinden, som ret præcist beskrev situationen i sangen. "Han siger, han tror, der er noget galt med ham", "Han siger, han er nødt til at rejse langt væk"... Så derfra (en sen nattetime i London) - med en lille forsinkelse - udsprang altså sangen til denne mand med hvirvelvindene i sit hoved.
Sacre Coeur
Er skrevet på dét tidspunkt, hvor det gik op for mig, at mit liv ikke ville arte sig sådan, som jeg hele mit barne- og ungdoms-liv havde troet, og vel også håbet, det ville. Da det gik op for mig, at "det gode" ikke altid er godt nok, og at "det rigtige" ikke altid føles rigtigt. Da det for alvor gik op for mig, at der er en kraft i mig, som arbejder på at splitte tingene ad for at undgå stilstand og hverdag, og da det gik op for mig, hvor hårdt jeg egentlig ville presse mig selv for at nå ud, hvor jeg ikke kunne bunde.
Sangen siger det jo ret præcist: jeg sad ganske enkelt ved Sacre Coeur-kirken på Montmatre med hele Paris spredt ud foran mig, forelsket i en dejlig mand og i tanken om en harmonisk fremtid med ham, men samtidig draget af det uvisse, grebet af lysten til at ødelægge, fordi det er så meget nemmere - og ind imellem langt mere spændende og katharsisk - end at bygge noget op.
Jeg havde netop taget hul på livet som turnerende musiker, og jeg kunne begynde at mærke, at dét liv har en pris; at rodløsheden og rastløsheden følger med jobbet....
Craftsmanship And Poetry
Er en halv-gammel sang, som jeg faktisk også indspillede til Notes, hvor den faldt fra i sidste fase. Sangen er omskrevet siden, men i sin oprindelige version - som nogle af jer sikkert kender - var omkvædet et ordspil over "Jo" / "Jo-jo", som er navnet på dén pige, der inspirede sangen. Det beskrev, hvordan vi i Danmark ("Where I come from...") har to forskellige måder at sige "ja" på: det rene "ja", hvor man selv tager stilling til dét spørgsmål, man bliver stillet, og så det mere vage "jo", som vi jo bruger mest efter ledende spørgsmål, altså når svaret er givet på forhånd, og man bare giver spørgeren ret. Og siger man "Jo-jo" får det så en ekstra nuance af af ligegyldighed eller lallegladhed. Alt sammen noget, der syntes at beskrive Jo-jos liv og de valg, hun havde truffet, eller snarere ladet andre eller omstændighederne træffe for sig. "Jo... det ka' vi da godt... hvis du syns..."
Jeg skrev omkvædet om, fordi det sprogligt ikke rigtig gav mening eller stod særlig klart. En englænder ville ikke have forstået, hvad meningen egentlig var, så jeg barberede ned til den enklere Silence-model...
En lille fortælling om en pige, der lod sig binde for tidligt, før hun havde haft tid til at finde et klart svar på, hvad hun selv havde lyst til at bruge sit liv på...
My Business
Er inspireret af et tidspunkt, hvor det gik op for mig, at en kammerat, som alle ellers troede var tilbage på rette køl, pludselig fandt tilbage i gamle mønstre, hvor det gik op for mig, hvor dårlige vi - eller ihvertfald jeg - er til at blande mig i andres liv. Jeg prøver altid at være så pokkers rimelig og ikke træde nogen over tæerne, ikke trænge mig på eller være krævende og irriterende. Og da tænkte jeg over, hvor vigtigt det er, at man nogle gange hiver fat i hinanden og ikke er bange for at skubbe på og være lidt krævende og konfronterende.
Jeg skrev det meste af sangen i et lille rodet backstage rum på et spillested i London, og som med en hel del af sangene på Count To Ten blev teksten skrevet færdig på min lokale Starbuck's, hvor jeg tit sidder med min notesbog og studerer forbipasserende.
Cruel To The Sensitive Kind
Bedst som Dennis og jeg var kommet ordentligt igang med arbejdet på Count To Ten, skulle vi indspille en EP med 6 nye sange som første del af en "Turné-EP"-trilogi, jeg havde lovet min manager at have klar til en Englands-turné, der lå lige midt i pladeindspilningerne. Så vi brugte to lange aftener i selskab med nogle helt nye sange, og dét, der først lignede et forstyrrende afbræk i indspilningen af Count To Ten, endte med at være et kærkomment wake-up-call og inspirations-fix, fordi vi var gået hen og blevet lidt stive og forcerede i vores arbejdsmetoder. Jeg var ihvertfald. Det var som om min stemme havde lukket sig under det pres, der alt andet lige lå på Count To Ten - den ville ikke yde sit bedste - men så snart vi gik i gang med EP'en, åbnede den sig gladeligt og gerne. For EP'en, derimod, var fuldstændig uden pres: ingen krav om radio-hits, ingen snærrende forestillinger om, hvordan resultatet skulle være - bare afslappet leg og live-indspilninger med alle de fejl og tilfældigheder, der følger med fri leg. Det var en optur, der kom på det helt rigtige tidspunkt....
Cruel var én af de sange, vi indspillede til EP'en, men i sidste ende syntes vi, Count To Ten havde mere gavn af sangen, der er ret forskellig fra de andre numre på pladen. Til gengæld lånte EP'en så et par numre fra vores indspilninger til Count To Ten, nemlig Get To Know You og All I See, som var med i første pulje til albummet.
