Om sangene

Losing

- Den er skrevet i produceren og sangskriveren Dave McCrackens kælderstudie / -soveværelse. Vildt cool fyr, der arbejder med Depeche Mode og Ian Brown. Han sidder i det lille studie og ryger 40 smøger om dagen, drikker lige så mange kopper kaffe og spiser chips til frokost. Af alle de producere, jeg har arbejdet med, er han den største ”kunstner”. Han kan ikke røre ved noget, han ikke føler. Hvis han ikke kan føle en sang, kan han sidde forpint foran sin computerskærm i timevis uden at der kommer en tone. Hvis han derimod kan mærke sangen, så er han en tryllekunstner.
- Teksten handler om en af mine bekendte, der ikke kan få sit liv og sig selv til at hænge sammen. En helt unik fyr, der både er den sjoveste og sørgeligste person, jeg kender. Jeg kunne skrive1000 sange om ham, hans små-kriminelle løbebane, hans angst og hans ufrugtbare søgen efter kærlighed og ro, og Losing er bare et lille hjørne. 

Nobody's Man

- Den skrev jeg i Boston, mens jeg var på turné med Teitur i Canada og USA. Vi rejste rundt i Willy Nelsons gamle tourbus, indrettet i autentisk, corny country-stil. Bag de tunge, broderede gardiner, der lugtede lidt af pot og rock’n roll, hang en lampe i bøjet neon, der blinkede ’PARTY’, og på en tromme-kasse skjult under en gammel dug med hestemotiver lå jetonerne fra vores sidste spil Poker, hvor jeg – igen – havde tabt en masse penge.
- Jeg sad alene i bussen, da Nobody’s Man begyndte at tage form. Den handler om, at man ikke kan hænge sin lykke op på andre end sig selv. Vi kan give hinanden masser af kærlighed og støtte, men i sidste ende er man alene i sin søgen efter det gode liv, og lykken må komme indefra. 

The City

- Skrevet efter en hvidvinstur hjemme hos Teitur i London. Som sangskriver og omflakkende kunstner føler jeg mig meget knyttet til ham. Han har taget samme tur som mig, bare lidt tidligere. Sangen er født i det tomrum, der kan opstå ved at rakke rundt fra storby til storby , de hule fristelser og de udfordringer som et liv som turnerende musiker byder på. Jeg har mistet en stor kærlighed til det følelseskaos, og sangen handler om, hvordan vi ikke kan kæmpe imod vores omgivelser. Den handler om, at man ikke nødvendigvis finder det man søger ved at lede; at man nogle gange må læne sig tilbage og være åben for, at det i stedet finder én.
- The City er den yngste af pladens sange – det meste af den er faktisk skrevet i studiet og indspillet lidt tilfældigt en sen aften i december...
 

Give In

- Om at give sig selv hen, om at opgive at prøve at være perfekt. På mange måder en opfordring til mig selv. Den største modstand i éns liv er jo tit én selv; frygt og unødvendige tanker står i vejen for et frit liv, hvor man har overskud til sig selv og ikke mindst til andre. Jeg mærker det fx, når jeg skal på scenen. Dér står frygten og diverse spekulationer tit i vejen for, at jeg kan flyde med musikken, selvom jeg ved, at sangene sidder på rygradden. Den største lykke er, når den indre stemme tier, og jeg holder op med at kæmpe imod og lader mig føre af tonerne. Den hengivenhed prøver jeg at overføre på mange andre sider af mit liv... 

In The Red

- Vel det tætteste pladen kommer på en rigtig kærlighedssang, der siger, at lige gyldigt hvad du er, og hvor du har været før, så har du mig fuldstændigt. Nålen er helt oppe i det røde felt; dér, hvor alt brænder på og er hudløst, spændende og intenst. Den siger, at der er mange måder at gøre tingene på; ingen af dem er nemme, men i sidste ende betyder det ingenting, når bare kernen er der.
- Jeg har skrevet sangen sammen med Mark Weston, der synger mandevokalerne på min sidste plade, Notes. In The Red var millimeter fra ikke at komme med på pladen. Jeg havde skrevet teksten om en million gange, indtil produceren, Chris, og jeg begge havde opgivet. Midt i mixningen af pladen bad han mig indsynge den en sidste gang med den helt originale tekst, og pludselig kunne vi mærke, at det faktisk ”holdte”... 

My Mirror

- En lidt ældre genganger fra mit første album, der handler om at spejle sig i hinanden. Tanken om at det kun er i mødet med andre mennesker, at man møder sig selv. Dengang syntes jeg, det var interessant, at jeg så mig selv vidt forskelligt, alt efter om det var min fransklærer, min bedste veninde eller min far jeg var sammen med...
-Det var lidt underligt at skulle indspille My Mirror igen, eftersom den allerede har været udgivet 2 gange før og spillet 1000 gange til diverse koncerter, men det var Sonys yndlingssang, så sådan skulle det bare være! Nu er jeg faktisk glad for, at den er med. Jeg har lavet lidt om i den, så den føles en lille smule ny for mig... 

Use Me

- En sang jeg havde liggende i skuffen, som pludselig fik en helt speciel betydning, da jeg mødte en bestemt person. Pludselig gav den meget mere mening, end da jeg oprindeligt skrev den – som om virkeligheden først indhentede sangen senere.
- Use Me er pladens eneste nummer med studie-musikere. Da mine drenge var taget tilbage til Danmark, besluttede Sony sig for, at prøve at peppe sangen lidt op. Jeg har aldrig mødt de to musikere, der spiller – ret underlig fornemmelse! Jeg insisterede jo fra starten på, at mit danske band skulle spille på pladen, selvom Sony helst så, at jeg brugte de sædvanlige leje-soldater, så de lidt bedre kunne styre processen. For mig virkede det helt forkert, fordi det at spille musik er noget socialt, man gør, med dem man holder af og føler, og samtidig er det selvfølgelig langt sjovere og mere kulørt at lave plade med sine venner omkring sig. 

Warm Sand

- Oprindeligt fra Notes. Det er faktisk en sang om en film, der handler om en pige der medvirker i et patetisk mislykket kioskrøveri. Hun har haft en elendig barndom men er, da sangen synges, kommet ud på den anden side, væk fra sin barndoms slum.
- Jeg elsker Warm Sand, men det var én af de sange, der var ved at lede min karriere på afveje, da jeg først flyttede til London. Jeg skrev den sammen med normanden Mads Hauge, og han lavede en meget elektronisk demo på sangen, som røg i omløb i den engelske og amerikanske pladebranche. Alle trippede fuldstændigt over demoen og kunne lige se for sig, at jeg skulle bygge bro mellem det meget elektroniske og den hjertefølte vokal, og det har taget mig lang tid at finde tilbage til dér, hvor jeg er nu og vise folk, hvad det egentlig er, jeg står for. Jeg synes, den nye (og absolut endelige) version er rigtig fed! 

Room With A View

- Endnu en genganger fra Notes. Jeg synes, den skulle have en chance mere, eftersom Notes ikke er udkommet i resten af verden. Det betød meget for mig, at den kom med på min internationale debut.
- Jeg skrev den i min meget produktive periode, da min adresse hed Tenter Ground No 5 – som man kender den fra Notes. Jeg boede i en stort set umøbleret lejlighed helt inde midt i London, lige på grænsen mellem det kolde kontor-kvarter ved Liverpool Street, og det indiske kvarter ved Brick Lane. Jeg var flyttet til London for at være sangskriver på fuld tid, så jeg havde ikke meget andet at lave end at gå ture og sidde kigge ud af vinduet og fundere over, hvad jeg lavede i London, og hvad jeg var taget væk fra i Danmark.
- Folk spørger altid, hvad der er ”mit værelse med udsigt”, og jeg må sige, at det er en mellemting mellem 3 forskellige vinduer: i min lejlighed havde jeg kun et skrivebord, en kontorstol og en seng, og dér blev jeg hurtigt træt af at sidde og kigge. Så hver dag gik jeg hen på den nærmeste Starbuck’s, fordi de havde nogle gode dybe lænestole, hvor jeg kunne sidde og skue ud over de travle kontornus nede på gaden. Når jeg så kedede mig dér, gik jeg videre ned på ”1001” på Brick Lane, hvor jeg kunne slænge mig på de store øl-plettede puder og lytte til høj house-musik, mens de eksotiske indiske stemninger gled forbi udenfor. Det var et underligt tomrum, men jeg arbejder godt, når der ikke sker så meget omkring mig...
Billedet er mig foran Tenter Ground No 5 med lys i vinduerne... 

One

- One skrev jeg efter en måneds USA-turné med Zero 7. Vi sluttede med en tv-optræden på ”Jimmy Kimmel” i Los Angeles – et talkshow à la ”Letterman” - og dagen efter tog alle hjem til London, undtagen mig. Jeg skulle fortsætte på egen hånd med solo-koncerter – tilbage op ad vestkysten, over til Toronto og ned til New York – og jeg faldt i et hul af ensomhed efter at have været afsted med et 16-mands-hold i 3 måneder. Pludselig var der ingen at dele musikken med, ingen at efter-feste med og ingen at snakke med. Og i ensomheden går det jo op for én, hvor meget en lille smule betyder; en lille smule kontakt og nærhed, en lille smule kærlighed...
- One er egentlig skrevet på guitaren som en rigtig lejrbåls-sang, men så kom vi til at lege med den og endte ud med noget helt andet! 

Long Goodbye

- Long Goodbye er også fra tiden på Tenter Ground. Det er en sang om at føle sig lille og være underlagt verdens foranderlighed og forgængelighed. Intet varer ved – alt hvad der ligger efter en begyndelse, fører hen imod en slutning. Jo egentlig en ret deprimerende tanke, men for mig er det netop denne følelse af, at ”det er nu eller aldrig”, der giver den største og mest intense lykkefølelse. Jeg synes, ideen om det lange farvel er uendelig smuk og livsbekræftende...